Pressemeddelelse                                 Bogen om Mariagerbanen                                 Køb bogen her

Med Mariane fra fjord til hede
Historien om Mariager-Fårup-Viborg Jernbane
af Anders Riis
Format 23x24 cm, 256 sider, indbundet og rigt ill. i farver.
Udgivet i 2009 af Dansk Jernbane-Klub. Nr. 53.
Kr. 419,-
"Med "Mariane" fra fjord til hede" er både trafikhistorie, lokalhistorie og Danmarkshistorie, fortalt med anekdoter, fakta og masser af historiske billeder i både sort-hvid og farve. Den handler ikke kun om stål og stationer, skinner og hjul, men er en historisk kavalkade gennem en hel egn og de mange mennesker, der arbejdede i og omkring togene, kørte med dem som passagerer og fik inspiration fra banen og dens medarbejdere. At sporene til den norske børnebogsforfatter Thorbjørn Egners verdenssucces "Folk og Røvere i Kardemomme By" til dels startede på Mariager Station, er nok nyt for de fleste - og hvordan kommer Rebildselskabets grundlægger, dansk-amerikaneren Max Henius mon ind i billedet? Hvorfor mon Berlingske Aftenavis skrev om passagerer, der spillede bob i ventesalen på True Station, hvilken af stationerne havde slagterforretning i kælderen - og hvor tæt var Ørum og Vejrumbro på at blive jernbaneknudepunkter?

"Mariane" var Danmarks sidst åbnede privatbane, og repræsenterede datidens egnsudviklingsstøtte til en række ikke særligt velhavende by- og landsogne. Kun i 39 år var banen i fuld drift, og allerede efter 12 år kunne det have været slut ... men så kom Anden Verdenskrig, hvor transporten på skinnerne nåede nye højder. Hvert eneste stoppested langs banen er beskrevet med sin historie - mange tillige med en hel række billeder, der hver for sig viser lidt af verden, som den var en gang.

Ved åbningen af Mariager-Faarup-Viborg Jernbane blev gæsterne ikke budt på en opulent middag med vine og cognac i stride strømme som ved mange tidligere baneindvielser - det blev kun til smørrebrød og en kop kaffe på Mariager Afholdshotel, hvor Asferg-Faarup Kommunes repræsentant tørt konstaterede, at banen næppe var blevet anlagt, hvis man havde kendt de næste syv års udvikling, da man i 1920 satte spaden i jorden.

Alligevel blev banen et stort aktiv for det område, togene kørte igennem, og strækningen mellem Mariager og Handest overlevede som veteranbane. Den har i de seneste 39 år været en af områdets faste turistattraktioner, hvor man kan opleve en togtur til bedstemors tid hver søndag samt i højsæsonen også tirsdag og torsdag. Søndag 19. juli - og torsdag 6. august 2009 - endda med tre forskellige typer tog og seks togpar på samme dag, noget som ingen anden veteranbane i Danmark tilbyder.

Bogen "Med "Mariane" fra fjord til hede" er på 256 sider, indbundet og illustreret i farver hele vejen igennem. Som alt andet arbejde på veteranbanen og i Dansk Jernbane-Klub er den blevet til som frivilligt og ulønnet arbejde, og derfor har tilblivelsen strakt sig over en længere årrække. Forfatter til bogen er journalist Anders Riis, der selv bor i Mariager og i mere end 30 år har været knyttet til Mariager-Handest Veteranjernbane.

Bogen kan bestilles gennem Dansk Jernbane-Klub, gennem veteranbanens støtteforening, Mariager Remisekomité, eller hos boghandleren. På præsentationsdagen vil bogen som noget særligt også være til salg på Mariager station.

Retur til siden om nye bøger