Dansk Jernbane-Klub Rejser:
17. - 20. april 2008
Kom ud at køre med Y-tog i Polen

DJK rejser tilbyder en tur til Polen i Store Bededags ferien 2008. Vi skal ud at køre med et af de Y-tog, som Arriva har købt af de nordsjællandske lokalbaner. Derudover bliver der kørsel med damptog omkring Wolsztyn. Det foreløbige program ser ud som nedenstående.

Torsdag den 17. april.
Vi kører med bus fra København først på eftermiddagen (ca. kl. 15:30) til Karlskrona. Herfra sejler vi med færgen til Gdynia lige nord for Gdansk. Der vil blive indkvartering i 2-persons kahytter.

Fredag den 18. april.
Færgen ankommer til Gdynia om morgen. Herfra kører vi videre med bussen til Bydgoszcz. Over middag vil vi køre en tur med et af de Y-tog, som Arriva har sat ind i trafikken omkring Bydgoszcz. Sidst på eftermiddagen kører vi videre med bussen til Poznan, hvor vi overnatter.

Lørdag den 19. april.
Efter at have set det første ordinære damptog ankomme til Poznan, kører vi med bussen mod Wolsztyn, hvor vi prøver at fotografere det andet ordinære damptog Wolsztyn-Poznan på den fri strækning. Efter ankomst til Wolsztyn, vil der være mulighed for at kigge sig lidt rundt. Ved middagstid vil vi køre dampsærtog på en af strækningerne ud fra Wolsztyn. Sidst på eftermiddagen bliver vi indkvarteret på hotel i Wolsztyn.

Søndag den 20. april.
De morgenfriske, vil kunne nå at se det første damptog lette fra Wolsztyn, inden vi begynder hjemturen. Vi gør ophold for frokost i Woltersdorf i udkanten af Berlin, her vil vi nok kunne nå at se lidt på Woltersdorfs Strassenbahn, inden vi kører videre til Rostock, hvor vi skal med færgen til Gedser. Vi forventer at ankomme til København ca. kl. 21:30.


 

Prisen for denne rejse forventes at bliver ca. 3800,- kr. pr. person, hvilket inkluderer:

Bustur fra København til/fra Polen
Færge overfarten Karlskrona-Gdynia med overnatning i dobbeltkahyt.
Overnatning på hotel i Poznan og Wolsztyn i dobbeltværelse
Morgenmad fredag, lørdag og søndag
Kørsel med særtog


Tillæg for enkeltværelse på hoteller forventes at blive ca. 700,- kr. (Vi tilbyder IKKE enkeltkahyt på færgen).

Da flere af vores samarbejdspartner endnu ikke har fastsat den endelige pris, har vi valgt at opgive de forventede priser på turen, så alle har en mulighed for afsætte tid/planlægge deres deltagelse i turen. Vi vil løbende opdatere udviklingen på DJK´s hjemmeside (www.djk.com) og i kommende nummer af bladet Jernbanen.

Derudover kan der tilbydes en sygedomsafbestillingsforsikring på rejsen for ca. 100,- kr. De fleste vil dog have en sådan forsikring i deres familie-/indboforsikring.

Tilmelding sker ved at indbetale et forskud på 600,- kr. pr. person eller det fulde beløb senest den 15. januar 2008 på girokonto 6001 3888, DJK rejser, Kalvebod Brygge 40, 1560 København V. Husk tydeligt navn, adresse og fødselsdag (kræves da vi skal sejle med overnatning). Angiv også tydeligt, hvis der ønskes enkeltværelse på hotellet.

Det med småt: DJK rejser forbeholder sig ret til at ændre i ovennævnte program og eventuelt helt at aflyse turen. Tilmelding betragtes som bindende, dog ikke ved større ændringer i prisen. Overhold tilmeldingsfristen af hensyn til turens tilrettelæggelse.
Alle spørgsmål vedr. rejsen rettes til:

DJK Rejser:
v/Keld Haandbæk,
Kalvebod Brygge 40, 1560 København V
Tlf.: 33 33 86 97.

Relevante link:

Nachrichten aus dem Bahnbetriebswerk Wolsztyn www.parowozy.com.pl/indexd.html
Omfattende hjemmeside med dagligt nyt fra damp-depotet i Wolsztyn.

Plandamp i Polen www.jernbanenet.dk/polen.htm
Siden er desværre ikke opdateret for nyelig. Men kan give et indtryk af hvad der sker.

Poznan Public transportation www.cs.put.poznan.pl/poznan/publictr.html
Sporvogne i Poznan.

Die Woltersdorfer Strassenbahn www.tram87.de/
Gamle to-akslede sporvogne.