DJK rejser tilbyder efterårs rejse til Norge

Igen i år tilbyder DJK rejser en rejse i september måned. Turen i år vil gå til Norge med overnatninger i Oslo. Turen vil foregå med skib fra København til Oslo og retur.

Turen vil starte onsdag den 19. september 2012 om eftermiddagen. Mødetiden i København´s havn vil være kl. 15:30. På turen til Oslo vil overnatningen ske i dobbeltkahytter.

Om torsdagen, efter den smukke indsejling Oslo, vil vi tage toget til Hamar. Her skal vi se det norske Jernbanemuseum. I løbet af dagen vil der være tid til at se på den normale drift på de norske baner. Sidst på dagen vil vi være tilbage i Oslo, hvor vi skal overnatte.

Fredag skal vi køre med dampsærtog vest for Oslo. Dette vil tage det meste af dagen. Vi er retur i Oslo hen under aftenen.

Lørdagen vil være til egne ture i Oslo og omegn. Her er der mulighed for at se Oslo´s sporvejsnet, det lokale tognet (T-banen), som bla. kører til Holmenkollen, hvor der en smuk udsigt over hele Oslo området. Der udover er en del fjerntrafik. I Oslo er der mulighed for at købe kort til lokaltrafikken til en fornuftig pris, så man kan komme hurtigt rundt i byen. Om eftermiddagen mødes vi ved færgeterminalen kl. 15:45, for at sejle retur til København. På turen hjem vil overnatningen igen ske i dobbeltkahytter.

Turen slutter i København´s havn kl 10:00 søndag den 23. september.

Det kan oplyses, at der på turen vil indgå flere gåture på et par kilometer pr. gang. Disse sker uden hvil undervejs.

Prisen for denne rejse bliver 3950,- kr. pr. person, hvilket inkluderer:

  • Sejltur fra København til Oslo og retur
        med overnatning i dobbeltkahyt
  • Overnatning på hotellet i Oslo i dobbeltværelse
  • Morgenmad fredag og lørdag
  • Kørsel med særtog samt tilslutningskørsel
  • Togtur fra Oslo til Hamar og retur

    Tilmelding sker ved at indbetale et forskud på 1000,- kr. pr. person eller det fulde beløb senest den 10. juni 2012 på DJK´s girokonto i den Danske Bank regnr. 9541, kontonr. 6001 3888, DJK rejser, Kalvebod Brygge 40, 1560 København V. Husk tydeligt navn og adresse. Angiv gerne ønske om bofælle på skib og hotel.

    DJK rejser forbeholder sig ret til at ændre i ovennævnte program og eventuelt helt at aflyse turen. Tilmelding betragtes som bindende. Overhold tilmeldingsfristen af hensyn til turens tilrettelæggelse. Tilmelding efter tilmeldingsfristen kan kun ske direkte til Keld Haandbæk, og det må forventes at prisen bliver højre, da der er ekstra omkostninger ved efter bestilling. Pladser på turen tildeles efter først til mølle-princippet. Alle spørgsmål vedr. rejsen rettes til DJK rejser, se adresse på Jernbanen´s næstsidste side.

  •      
    Oslo S
    Holmekollen 2012
    Foto fra Krøderbanen


          © Dansk jernbane-Klub